Mod vinmarker, lykke og en strammere nederdel

Det er nok ikke gået ubemærket hen, at jeg har været på vinferie, og lige siden jeg stod der helt lykkelig blandt vinstokke, sommerfugle og solskin, har jeg glædet mig til at skrive om det.

Turen startede i den tyske by Rüdesheim. Jeg vidste egentlig ikke ret meget om den inden jeg tog dertil, men jeg vidste der var vin og smuk natur og det er vel i længden alt rigeligt.

Selvom jeg kun var der en halv dag, synes jeg egenlig jeg nåede en hel del. Gik lange ture imens jeg kiggede på vindrueklaser der hang majestætisk på stokkene, besøgte et kloster fyldt med nonner der laver vin, og fik en tur i gondol højt over markerne og med udsigt til Rhinen.

Hurtig frokost incl. et glas riesling og så var jeg videre.

Turen gik derefter til Colmar som er en del af vinruten i Alsace, og den gamle bydel er særdeles smuk og et besøg værd. Fuld af liv, caféer, restauranter, og betagende, farverige, gamle huse fuld af charme, patina og historier.

Kaneler gennem byen, og små charmerende vinbutikker – især blev jeg ret glad for “La Sommelier” hvor jeg fik god tid til at gå og kigge, og kyndig hjælp når jeg havde brug for det.

Besøg på vingårde

Meningen med hele turen var selvfølgelig at besøge vingårde og lære lidt om hvordan det hele foregår “backstage”, fornemme stemningen, smage druerne, og fylde bilen til randen.

På vej mod vinhuset “Anna et André Durrmann” havde jeg nærmest sommerfugle i maven. Okay ikke nærmest, for de flaksede jo rundt som flagermus på speed.

Jeg havde nemlig læst lidt om stedet, og hørt om nogle af vinene fra Martin hos “Extra Brut Vinimport” så jeg var i forvejen positivt stemt, og glædede mig til at se og opleve stedet selv.

André Durrmann bød mig velkommen, da jeg lidt usikker trippede ind af den smukke og rustikke indgang til stedet.

Jeg var nemlig ( som altid ) lidt spontan og havde ikke bestilt tid til et besøg, så jeg var egentlig ikke helt sikker på om der overhovedet var nogen der havde tid til, at en lavstammet vinblogger med en allerede halvtom pengepung kom forbi.

Men det var der, og besøget endte med at være dagens højdepunkt. André var yderst gæstfri og jeg fik smagt på druer direkte fra stokken, var med inde og se lidt af hvor produktionen foregår, hvor vinen bliver opbevaret og sidst men ikke mindst sluttede besøget med en lille smagning af lidt forskellige vine. Blandt andet Sylvaner, Pinot Gris, Gewürztraminer og Muscat. Alle yderst velsmagende på hver sin fortryllende måde, og var det ikke fordi at alting har en ende, sad jeg der nok endnu 😉

Vinene er alle økologiske, og jeg fornemmede straks at det hele er lidt “loose”. Naturen går sin gang sammen med vinen, dyrene og André, det hele får på en måde lov til at passe sig selv – på den gode måde. En metode der øjensynligt giver fantastisk vin.

Jeg købte så mange flasker med jeg kunne have i bilen, takkede pænt for gæstfriheden og trillede videre mod nye byer, nye vine og en pengepung der blev lettere og lettere. Sjovt nok gik min nederdel i den modsatte retning, og var begyndt at sidde lige lovligt tæt, men det tilskriver jeg det betydelige indtag af flammkuchen, quiche Lorraine, og macarons.

Nå, nok om det. Turen gik derefter til Obernai, endnu en hyggelig by med smukke huse og dejlig stemning. Men det bedste af det hele var vinbaren “Qui dit Vin?” der lavede en skøn salat ( da nederdelen jo som sagt var lige lovlig omklamrende ) og serverede noget helt fantastisk vin  – blandt andet en skøn, saftig, tilbagelænet Beaujolais, en frisk, sprød med stadig frugtig rosé og en helt fantastisk Muscat der fik mine øjne til at stråle. Det kan også godt være at vinen allerede var begyndt at have sin indvirken, men det her var, småtipsy eller ej, virkelig én af de vine der bare fortryller, én af dem man er nødt til at have et lager af derhjemme.

Heldigvis viste det sig at vinhuset hvor vinen kommer fra “Kumpf et Meyer” kun lå omkring et kvarters kørsel fra Obernai, så jeg fik deres kort og gik straks igang med at planlægge en tur derhen på vejen hjem. Det kan godt være der i forvejen var ved at være læs på bilen, men et par flasker mere var der plads til. Eller det blev der.

Efter et hurtigt men intenst kig over vinmarkerne, og en lille smagning var det tid til at bestemme sig for hvilke flasker der skulle med hjem.

Også her var jeg heldig at være kommet til et økologisk vinhus, med virkelig spændende, vilde og anderledes vine, så det var igen svært at vælge.

Både den Muscat jeg kom efter, nogle flasker let og frugtig Pinot Noir, forførende Pinos Gris, og vilde bobler kom i kurven. Begrænsningens kunst er svær, og var min bil ikke på størrelse med en mindre sæbekassebil var det nok stukket helt af.

Det gjorde det til min store fortrydelse ikke, og hjemturen kunne gå i gang.

Jeg plejer at glæde mig til at komme hjem og sove i min egen seng, men denne gang var det eneste jeg kunne tænke på, at komme hjem og pakke alle vinene ud, kigge på dem, huske smagene, huske hvor de kom fra, og glæde mig til at smage dem. Igen.

Nu er de sat på plads, og får lige et lille smil hver gang jeg går forbi.

Det eneste problem er, at jeg allerede fantaserer om en tur mere 🙂