Jeg er solgt!
Let, frugtig, mild og forførende vin der stille men sikkert vandt mit hjerte. Jeg fangede noter af frisk frugt og bær – særligt jordbær og hindbær, og der er en skøn balance imellem sødme og syre så den rammer lige der hvor man har sødmen uden den bliver for sød.
Det oplever jeg ofte kan være en svær balancegang, men det er altså lykkedes rigtig fint her.
Vinen er let perlende, og det finder jeg ret charmerende. Det løfter vinen endnu et tak op når den leger let på tungen, og for mig fremmer det klart hele oplevelsen, samtidig med det giver følelsen af en mere levende vin.
Jeg smagte den til en let frokost med lidt forskellige tapas anretninger, og det fungerede den ret godt til. Lette grill-retter, sprøde snacks eller som terrassevin vil den også gå rigtig godt til er jeg sikker på, så det vil jeg teste i den nærmeste fremtid. Nogen skal jo gøre det.
Den får 6 ud af 6 stjerner herfra, jeg er fuldstændig vild med den.