Cabernet Sauvignon
Cabernet Sauvignon er en sprød galant charmør der ofte er ude på løjer. Jude Law på flaske, kan man fristes til at sige.
Blå drue med hjemsted i Bordeaux, og en af de mest udbredte druer i verden. Fuld af power, elegance, kompleksitet og likeability – rigtig mange er med god grund vilde med Cabernet Sauvignon.
Hovednoterne er blandt andet:
- Solbær – mørke, modne solbær med lunt skind der dufter af sommer. Solbærgren synes jeg også tit jeg får med.
- Mørke, saftige kirsebær – der både er sødmefulde og syrlige på samme tid.
- Kaffe – ristet, velduftende kaffe der mest af alt bringer minder om langsomme morgener under dynen.
- Chokolade – no words needed.
Samtidig er der masser af syre og tanniner, og Cabernet Sauvignon er derfor én af dem der er velegnede til at gemme væk i kælderen for at savne i mange år, og senere genforenes med når længslen bliver for stor.
De mange tanniner gør også at han er en rigtig kødmand.
Store bøffer vil have store bøffer, og Cabernet Sauvignon er ingen undtagelse. Serverer du en velhængt, sprødstegt og halvblodig bøf er han scoret inden du kan nå at sige ” medium rare”
Den europæiske version er den mest kølige og elegante. Charmerende, muskuløs og solbrun, med åben hvid skjorte og vind i de mørke, velklippede krøller der er tæmmet på den tilfældige måde.
I USA bliver du mødt af en mere moden og fyldig stil. “Dad Bod” på den lækre måde, og lækker serveringsværdig vin. En blød type der troligt hver eneste søndag både rister dit brød, og klemmer dine appelsiner.
Smutter du til Australien er det stadig en tæt, moden og fyldig “Dad Bod” du bliver mødt af – nogengange med ret meget mynthe i eftersmagen, der gør at jeg altid forestiller mig ham komme løbende i den bagende sol, med musik i ørerne og en babyjogger foran der hastigt bliver skubbet afsted imens han ivrigt vinker til alle kvinder på hans vej. Potent, viril vin der vil frem i verden.
Til en stor Australsk vinsmagning kan jeg huske at jeg smagte en Cabernet Sauvignon med virkelig lækre, varme solbærnoter og en eftersmag der mest af alt mindede om “After Eight”. Sweet!
Cabernet Sauvignon er én af dem du skal gifte dig med. Han bliver nemlig kun bedre med alderen, og helt ærligt – hvem vil ikke gerne, om 30 år, sidde ved siden af en yderst sexet sølvræv i susende stilhed, og kigge ud over en vinmark?