Gewurztraminer

Den anden dag, da jeg var ved at gøre mig klar til at cykle mod dagens kontor, og som en sidste handling (inden jeg ilede ud af døren) sprøjtede et pust af den lyserøde parfume jeg altid bruger udover skjorten, kom jeg til at tænke på Gewurztraminer.

Èn af mine yndlings hvidvinsdruer.

Parfumen dufter nemlig af sarte, lune, nyplukkede roser.

Ikke af den slags der står snorlige og tætpakkede i buketter, men af den vilde slags.

Dem der blomstrer hvor de vil, og lader sine blade brede sig helt ud, dem der grådigt suger vandet fra jorden og strækker sig længselsfuldt mod solen.

Når jeg forestiller mig Gewurztraminer, ser jeg nemlig altid en smuk kvinde, med fyldige hofter, gyldent hår, stram kjole, nypåført læbestift og en parfume af roser der hænger længe i luften efter hun er slentret langsomt forbi.

Et par dage forinden havde jeg købt to flasker, hvoraf den ene af dem mindede mig sådan om den parfume, og den stod stadig helt friskt i erindringen.

Der var smæk på roserne i både smag og duft, i en skøn forening med sødmefulde, perlemorsfarvede kærlighedsfrugter, abrikoser med blussende kinder, og en smule honningkage der smagte som om den var bagt så sprød at kanten nærmest var karamelliseret –  det mærkede jeg mest som et let drilleri på tungen og en snert af varme.

Sidst men ikke mindst var der mango. Aromatisk, blød mango, der sammen med alt ovenstående flirtede så meget, at det var stort set umuligt ikke at tage en tår mere.

Og en til.

Gewurztraminer er nogengange sådan én der danser på bordene, imens de andre står stille i baren, og lander hendes blik i dit, er der vist ikke andet for end at læne sig tilbage og løsne slipset.

Jeg kan ret godt lide hende.

Flaske nummer to var mere den stille type fandt jeg ud af. Men stadig dejlig.

Jeg var nok lidt for ivrig, og serverede vinen for kold, samtidig med hun ikke rigtig fik tid i glasset til lige at finde sig til rette.

Det straffes prompte. Forståeligt nok.

Så jeg sad lidt slukøret med en vin der ikke rigtig hverken duftede eller smagte af det jeg vidste den skulle. Og kunne.

Jeg varmede glasset lidt i mine hænder, slyngede vinen og ventede. I stilhed. Imens jeg utålmodigt smånippede af vinen, for man skal jo nødigt lære af sine fejl.

Åbenbart.

Pludselig var den der.

Undskyldningen for min forhastede tilbedelse blev godtaget og frem boblede frisk grøn pære, mild honning af den slags der drypper dovent af skeen inden den rammer den varme te, lige knap moden mango og da jeg lukkede øjnene dukkede også nelliker og syltet appelsinskal op.

En sofistikeret dame, der ikke nødvendigvis vil danse bare fordi hun bliver budt op.

Hvad kan man så lære af det ? Drik mere Gewurztraminer, og husk forspil!