Den fredag det var sommer i april
I fredags, da jeg havde siddet og skrevet det meste af dagen på “Speltfar Café” et af mine yndlingssteder, besluttede jeg mig for at en i forvejen dejlig arbejdsdag skulle slutte på Svinedrengen “Hvinbar”
På vej derhen, da jeg gik i mine egne tanker med headset i og lyttede til musik fik jeg øje på en rød, kort, kimono der hang og flirtede på et stativ foran en tøjbutik. Samme farve som min yndlingslæbestift.
Jeg manglede en kimono, og især en rød én af slagsen, så jeg gik ind, tog den på, betalte og fik mærkerne klippet af, så den komme komme i brug med det samme.
Videre mod “hvinbar”, godt selskab, sommer i april og kølig riesling.
Da jeg ankom var der allerede fyldt med mennesker der sad ude foran, med hænderne fulde af vinglas, bare ben og store smil.
Kort efter ankomst havde jeg også hænderne fulde af vinglas, og heldigvis – da jeg endnu ikke havde fået frokost – også brød og ramsløgpesto.
Det var svært ikke at være glad.
Vinen var ikke længe i glasset, før den åbnede sig og velvilligt viste hvad det var den havde at byde på.
Smuk gylden farve og en umiddelbar duft af nærmest moden papaya, hvide vingummibamser og æbler af den grønne slags.
Så snart den ramte læberne kunne jeg fornemme at der var masser af mineralitet og nærmest salte noter, men også en cremet og fyldig stil samtidig.
Sprøde pærer tittede stille frem, æbler igen og i eftersmagen var der et lækkert indslag af saltsyltede citroner.
Sådan nogle der er lavet med kærlighed, og kun kommer frem til særlige anledninger.
Som en solrig, sommerdag i april.