En flaske Blanc de Noirs, bløde dyner, grå himmel og lukkede øjne…
Min test af bobler fortsætter, og denne gang nåede jeg til en flaske Blanc de Noirs fra Vinkonsulatet, og det var virkelig en lækker oplevelse.
Det var gråt udenfor den dag, men det var der ingen der opdagede da de første bobler landede på tungen, og bouncede rundt som små bitte hagl der bliver kastet mod jorden en frostklar formiddag.
Farven var smuk gylden, og duften helt cremet og smørret med noter af ananas og frisk, solmoden abrikos.
Abrikoser af den slags der giver sig let når man trykker på dem, og nærmest eksploderer når tænderne bryder skindet.
Jeg sad længe og duftede. Med lukkede øjne, og et lille smil der blev større og større.
Smagen var et kapitel for sig selv. Fyldig og forførende i stilen, og bød med det samme på sprøde sensommeræbler, nybagt mazarinbund, iskold frysetørret ananas, en snert sportsvand, lette toner af frisk ingefær, sprød croissant i mindst tusind lag, og godt med citron.
Dejlig balance mellem det volumniøse og den sprøde syre, der sørgede for en harmonisk oplevelse.
Det er en af de flasker jeg har lyst til at smage igen. Gerne snart.