Sommer på flaske…
Her den anden dag, testede jeg rosé for http://www.tedeum.dk imens jeg lavede aftensmad.
Jeg var kommet en lille smule senere hjem end planlagt, og gik hurtigt i gang med at lave en portion indisk Dahl.
Snittede hvidløg, skrællede ingefær, tabte karryen ud over det hele, skyllede de røde linser….og drak rosé.
Musikken summede stille i baggrunden, og jeg havde svært ved at koncentrere mig om opskriften på den Dahl jeg ellers havde haft lyst til hele dagen, fordi billeder af forskellige noter blev ved med at dukke op i mit hoved.
Til sidst så insisterende at jeg tog notesbogen frem, satte glasset for munden igen. Og skrev.
Først om duften. Der lige så fint bød på nyplukkede jordbær, og en lille smule kandiseret citron.
Om smagen. Hvor der både var saftig vandmelon, flere jordbær, en lille smule sarte violer og kirsebær. Sådan nogle der er så fyldige, at man næsten kan spejle sig i skindet.
Den er dejlig sprød og mineralsk, og har den fineste ferskenfarve med et splash af pink.
Jeg skal så meget smage den igen en gang. Snart.
En dag hvor solen skinner så meget, at jeg kort har søgt tilflugt i skyggen på en solseng. Hvor der er salte chips, bløde puder, udskåret vandmelon og én der står i den anden ende af haven og griller bøffer.
Vinen er fra sydafrikanske https://brampton.co.za og forhandles hos http://www.smv.dk til 90,- flasken.